Din email adresse:
Hvor sætter du dit kryds ved næste valg?
Socialdemokraterne
Radikale Venstre
Det Konservative Folkeparti
SF - Socialistisk Folkeparti
Kristendemokraterne
Dansk Folkeparti
Venstre
Liberal Alliance
Enhedslisten
Ved ikke
3687 har stemt.

Kompakt klassisk Køkken


Kategori: Gadgets

Trangia stormkøkken, en klassiker er blevet mindre.




Hvis man er på langtur i naturen, så skal man have sig noget mad på et tidspunkt. Madpakker bliver hurtigt kedelige, så frisklavet varm mad er lige sagen! Men det er ikke altid nemt eller praktisk at lave mad over bål, specielt ikke i dårligt vejr.
Trangia er et kendt mærke indenfor solidt kogegrej til turen. Jeg har set nærmere på deres mindre model letvægtskøkken (model 27), der er egnet til lave mad til 1-2 personer ad gangen. De laver også et køkken nummeret større (model 25), som er egnet til 3-4 personer på tur. Jeg har modtaget køkkenet fra www.55nord.dk .
Trangia er lig med godt kogegrej og god udnyttelse af pladsen i rygsækken. Når køkkenet er pakket sammen fylder det ikke alverden, og vejer kun 725 gram.



Tager man pakkestroppen af og lukker køkkenet op, så ser man der faktisk er to gryder på hver ca en liter, en teflonbelagt stegepande på 18 cm, håndtag, vindskærme og en robust spritbrænder pakket ind i hinanden! Stormkøkkenet er lavet i solidt, men let aluminium.





Når man skal lave mad, så samler men let vindskærmen af en overdel og en underdel der lige er til at dreje sammen.



Så fylder man almindelig sprit i brænderen og sætter den ned i vindskærmen og tænder.





Der er et skruelåg med til spritbrænderen med en pakning, så den holder tæt, så man behøver ikke tømme brænderen for sprit når man pakker ned igen. Der er også et metallåg med som man bruger til at lægge over brænderen for at slukke den. Man kan også åbne for metallåget inden man lægger det over brænderen, så man kan dæmpe flammen hvis man skal have maden til at simre. Når først spritbrænderen er varm og brænder for fuld tryk, så kan den ikke blæses ud af selv det værste stormvejr når den sidder i vindskærmen.
Tværtimod så gør lidt vind at den brænder bedre. Det er derfor vigtigt at vende den side af vindskærmen med hullerne, op i mod vinden, så der kommer godt træk igennem til brænderen.

Øverst på vindskærmen sidder der tre arme der enten kan vippes ind i skærmen, eller ud fra skærmen. Når de sidder inden i skærmen, så passer de til at man sætter en gryde på dem.



Når man bruger gryden til at koge i, så kan man med fordel bruge stegepanden som låg. Skal man bruge panden, så vipper man de tre arme ud, og så passer de til stegepanden.



Det er et genialt, stabilt og robust køkken der nemt finder plads i oppakningen. Man kan købe ekstra udstyr for at gøre det endnu bedre. F.eks. kan man købe en lille kedel, der kan koge ca 5 dl vand på kort tid.



Den passer fint ned i vindskærmen, så den udnytter varmen bedst muligt. Den er rigtig rar hvis man lige skal have sig en kop kaffe eller te på turen. Vandet koger lidt hurtigere, og den er meget nemmere at hælde af end gryderne.



Hvis man virkelig skal have det lækre køkken på turen, så kan man købe en gasbrænder, der erstatter spritbrænderen.



Gasbrænderen passer ned i hullet til spritbrænderen, og man trækker den metalbeskyttede gasslange ud gennem et hul i siden af vindskærmen, og skruer en standard gasdåse med indbygget ventil fast til regulatoren.



Gasbrænderen har mange fordele, dels så giver den MEGET mere varme end spritten, det er nemt at justere varmen uden at skulle flytte gryden fra blusset, og så soder den ikke. Spritbrænderen soder nemlig lidt på bunden af gryderne og panden, så man får hurtigt sorte fingre når man skal pakke sammen. Spritbrænderen er til gengæld lydløs, hvor gasblusset hvæser når det er i brug.



Gasblusset har en rørbukning der går ind i flammen, som så forvarmer gassen inden den når blusset. Det gør at man får en jævn flamme på blusset, selv i ret koldt vejr. Jeg har lavet en lille test af de to brændere. Jeg hældte 4 dl koldt vand i kedlen, og tog tid på hvor langt tid det tog de to brændere at få det til at koge. Der var lidt blæsevejr, og omkring frysepunktet da jeg testede det. Gasblusset fik vandet til at koge på 2 minutter og 50 sekunder, hvor det tog spritbrænderen 6 minutter og 26 sekunder. Men lige meget om man bruger gas eller sprit, så er Trangia stormkøkkener klassikere der er super lækre og holdbare!





Trangia udstyret er venligst sponseret af www.55nord.dk som har Trangia køkkener og meget andet udendørsgrej til meget fornuftige priser.


Torsdag d. 13 december 2012 af: Lars Olsen

Del denne historie på facebook

Der er ikke tilføjet nogen kommentarer.
Du skal være logget ind for at skrive kommentarer.
Log ind Tilmelding
Tip en ven:

Modtagers e-mail: Din e-mail:

Besked: