Din email adresse:
Hvor sætter du dit kryds ved næste valg?
Socialdemokraterne
Radikale Venstre
Det Konservative Folkeparti
SF - Socialistisk Folkeparti
Kristendemokraterne
Dansk Folkeparti
Venstre
Liberal Alliance
Enhedslisten
Ved ikke
1572 har stemt.

Skrot kabel-TV, og få det ultimative mediecenter


Kategori: Gadgets

Forestil dig en verden, hvor du kan se de film og TV-serier du har lyst til, lige præcis når du har lyst til det. I fuld HD, uden ventetid, og ganske lovligt.




I det følgende vil jeg beskrive hvordan får du adgang til en verden af medier for en forholdsvis lille investering, og en billig månedlig ydelse. Og så er den så elegant, at den også får kærestens/konens velsignelse. Det jeg taler om er den nye Apple TV, der med et par hurtige snuptag bliver til den simpleste, og mest elegante mediecenter-løsning man kan finde.

Med en Apple TV har du mulighed for at købe og leje film og TV-serier, eller du kan vælge at tegne abonnement på direkte adgang til en kæmpe samling af film og serier, der kan streames direkte til dit TV. Du får her en meget billigere - og meget bedre - deal end den selv den største TV-pakke du kan købe hos din kabel-TV udbyder.



Disclaimer: Inden vi går videre skal jeg gøre opmærksom på at der i det følgende vil blive brugt ninja-tricks. Ikke noget vildt, og jeg skal nok forsøge at gennemgå det hele i detaljer, men læs lige vejledningen igennem og vær sikker på du vil være med, før du drøner ud og køber dig fattig i hardware.


Hvordan virker det så?
Jo, betjeningen er enkel. Er du i film-humør, navigerer du ned til Netflix-ikonet, og klikker på det.



Så vælger du hvad du har lyst til. På Netflix har du mulighed for at give karakterer til det du ser, og på den baggrund kommer Netflix med anbefalinger - I så fald vælger man "Suggestions for you". Du kan selvfølgelig også browse efter genrer, eller vælge en TV-serie; ved man ikke lige hvad man er i humør til, er Netflix imidlertid ret god til at gætte.



Og så vælger man simpelthen den film man ønsker at se. Vælger man eksempelvis "Action", vil man få en række underkategorier, såsom Violent Action, Thrillers o.s.v. Der er virkelig meget at vælge imellem - det nøjagtige antal film der er til rådighed er ikke angivet nogen steder, men vi taler i titusindvis.



Fra oversigten vælges så en film - og inden den går i gang, har man lige mulighed for at læse lidt om den, og se om den virkelig er noget man har lyst til.




Indkøb af hardware
Du skal som udgangspunkt sikre dig at du har et fjernsyn med HDMI-indgang. Det har alle moderne fjernsyn, og så skal du have en computer, du kan bruge til at sætte det hele op med. Dernæst skal du købe dig en Apple TV; den koster i skrivende stund 849 kroner, og kan findes her: Apple TV
Personligt kan jeg bedst lide at koble stationære apparater til det faste netværk, og min Apple TV er ingen undtagelse. En Apple TV har imidlertid mulighed for at gå på det trådløse netværk, så det kan du vælge at gøre, men hvis du - som jeg - er mere til den kablede løsning, skal du selvfølgelig lige sikre dig at du har et netværkskabel fra din router, der kan sættes i dit Apple TV.

Mens du venter på levering af dette prægtige stykke hardware, kan du lige drøne ned og købe dig et HDMI kabel, for sådan et følger ikke med, når du køber et Apple TV (skam jer, Apple).

Efter et par dage burde du modtage den lille sorte kasse, der er dit nye mediecenter. Og så er det på tide at gøre de indledende øvelser, der skal forvandle dit Apple TV til det ultimative medie-mekka.

Vi bor alle i USA
Ja hvis ikke du gjorde før, så gør du nu. I deres almægtighed har diverse rettighedshavere besluttet, at det kun er amerikanere der skal have lov til at streame film og tv-shows direkte til deres TV. Fortæller vi vores Apple TV at vi bor i USA, kan vi imidlertid få alle de samme fordele som vores venner på den anden side af vandet.

Jamen er det da lovligt?
Det kan du tro det er.
Det siger de selv i kulturministeriet: Redegørelse
Og IT-advokat Kasper Heine siger det samme: Forklaring
Så selvom rettighedsindehaverne prøver at spærre din billige adgang til film og TV-serier, så er det altså ikke ulovligt for dig at "snyde" dig til at betale for at se dem.

Og lad os så komme i gang!
Det vi skal igennem nu er en tretrins-raket.
1) Opsætning af DNS
2) Indstilling af Apple TV til amerikansk
3) Opsæt abonnement til Netflix
Og bare rolig - det er meget lettere end det lyder.


1. Opsætning af DNS
Det vi skal her er at ændre på vores DNS-opsætning på vores Apple TV. Det gør vi for at firmaer som Apple og Netflix tror, at enheden rent faktisk er i USA. Her benytter vi os af unblock-us.com - det er en hjemmeside jeg nu selv har benyttet et godt stykke tid, og jeg kan kun anbefale deres service. Den koster penge; konkret koster det 5 dollars om måneden, eller omkring 30 danske kroner, og det er altså prisen man må betale for frihed.
Til gengæld giver dette abonnement dig også adgang til en lang række af andre services, der normalt er bundet til et specifikt land - det kan du læse mere om på deres hjemmeside.

Proceduren for opsætning af unblock-us.com er som følger:

a. Gå til http://unblock-us.com/ og bestil et prøveabonnement. Det er gratis, og virker i 7 dage.

b. Gå til http://unblock-us.com/how-to-set-up/ - her er der simple instruktioner til hvordan du retter DNS på din computer, uanset om det er en Mac eller en PC. Når du har sat din computer op, kan du hurtigt verificere at det virker ved at gå til http://www.netflix.com - hvis du ikke får en besked smidt i ansigtet om at du ikke har lov til at se Netflix, så er alt som det skal være.

c. Så skal vi have skik på din Apple TV - først skifter vi dens DNS. Der er en simpel guide på unblock-us.com du kan følge, eller du kan gøre sådan her:
  • Gå til Generelt -> Netværk -> Konfigurer TCP/IP -> Manuelt.
  • Behold den IP og subnet din router har tildelt din Apple TV.
  • Skift din DNS til 208.122.023.023.
  • Sæt din Apple TV i vågeblus.
  • Træk strømstikket ud, og vent i 30 sekunder.
  • Sæt strømstikket i igen, og start din Apple TV.

2. Indstilling af Apple TV til amerikansk

a. Nu er din DNS rigtig, så hvis du ikke allerede har gjort det, skal du skifte din Apple TV til amerikansk opsætning. Bemærk, at du sagtens kan køre dansk menu, hvis det er det du ønsker, samtidig med at din Apple TV tror den er i USA - det er ene og alene udbudet af tjenester der skifter, så skift landet, men behold gerne sproget, hvis du vil have menuer på dansk.

b. Nu kommer der en masse ikoner til syne, bl.a. et Netflix ikon. Det virker ikke endnu, men det er kun fordi vi ikke har tegnet et abonnement til Netflix. Det er det sidste skridt der manger, og forklaringen kommer nedenfor.

c. Hvis du godt kan lide at se undertekster på dine film, skal dette slås til for din Apple TV. Netflix findes ikke på dansk, og kan således kun levere engelske undertekster, men det er der mange der gerne vil have - og det kan vi også godt få. Find menuen hvor du slår undertekster til - og vælg engelske undertekster. Find derefter menuen CC (Closed Captioning), og slå det til - det er "Tekster for hørehæmmede", og er nødvendigt, hvis man vil sikre at Netflix sætter undertekster på.


3. Opsæt abonnement til Netflix

For at kunne oprette et NetFlix abonnement, er det nødvendigt med en hemmelig identitet. En hemmelig identitet har
  • En email-adresse
  • En postadresse i USA
  • En amerikansk PayPal konto

Og det er slet ikke så svært som det lyder.


Email-adresse

Emailen kan klares ved at oprette en Gmail-konto. Jeg havde en gmail-konto i forvejen, som jeg gerne ville benytte; for at gøre den unik tilføjede jeg "+us"til adressen sådan her:
Original email: mitnavn@gmail.com
Ny email: mitnavn+us@gmail.com
- Gmail har nemlig den feature, at du kan lave "nye" mailadresser på denne måde. Du kan lave lige så mange du vil, ved at udskifte "us" med hvad du har lyst til - mails sendt til disse adresser vil alle ende hos dig.

Du kan selvfølgelig også vælge at lave dig en helt ny email.


Amerikansk adresse

Dernæst skaffer vi en amerikansk adresse:

Gå hertil, og generer en adresse: http://da.fakenamegenerator.com/

Personligt har jeg bare holdt fast i mit eget navn, men har valgt en adresse i USA. Det er en god idé at gå efter en stat med lav skat, eksempelvis Colorado - CO, da der bliver lagt skat oven i dit Netflix abonnement (omend meget lidt).


Amerikansk Paypal

Slutteligt skal der laves en amerikansk PayPal konto.

Gå hertil: https://www.paypal.com/ - Opret en "Personal" konto, og angiv dit navn og den adresse du har valgt skal være din amerikanske residens. Angiv ligeledes den email-adresse du besluttede dig for tidligere.


Opret netflix abonnement

Nu går du til http://www.netflix.com og opretter en konto.

Følg instruktionerne, men angiv den nye identitet - det vil sige, navn, adresse, email og PayPal konto.
Det eneste du skal være opmærksom på her er, at du naturligvis KUN skal oprette et streaming-abonnement. Du skal IKKE vælge et DVD-abonnement. Det siger sig selv, men nu har jeg i hvert fald gjort ekstra opmærksom på det.

Når abonnementet er oprettet, går du til din Apple TV, vælger Netflix ikonet, og logger ind med det brugernavn og adgangskode du oprettede dig med.

Og herfra kører alting automatisk. Du har nu Netflix direkte på din Apple TV.

Sidste skridt er at smide nogle popcorn i mikrobølgeovnen og skænke et glas cola - for nu er det film-tid.


Samlet pris:

Opstart
Apple TV849 kr.
HDMI kabel100 kr.
Netværkskabel50 kr.
Samlet999 kr.
 
Månedligt abonnement
unblock-us.com abonnement5 $
Netflix abonnement8 $
Samlet13 $ - eller lige omkring de 70 kroner.


Mandag d. 9 april 2012 af: John V.R. Doktor

Del denne historie på facebook

Der er ikke tilføjet nogen kommentarer.
Du skal være logget ind for at skrive kommentarer.
Log ind Tilmelding
Tip en ven:

Modtagers e-mail: Din e-mail:

Besked: