Din email adresse:
Hvor sætter du dit kryds ved næste valg?
Socialdemokraterne
Radikale Venstre
Det Konservative Folkeparti
SF - Socialistisk Folkeparti
Kristendemokraterne
Dansk Folkeparti
Venstre
Liberal Alliance
Enhedslisten
Ved ikke
3687 har stemt.

Trøfler og top-toscanere i Tombola’en


Kategori: Mad og drikke

Trøfler, trøfler og atter trøfler - den sorte trøffel, der lige nu er i topform, blev fejret en regnfuld søndag aften med en lækker trøffelmiddag arrangeret af BB-Vinimport




Lige nu er det absolut højsæson for den sorte trøffel, den umiddelbart ret ucharmerende, rynkede svamp, der sælges til kilopriser ofte højere end guld. Tuber Melanosporum Vitt er det latinske navn på knolden, der er utroligt værdsat både herhjemme og ikke mindst i udlandet. Den dyreste slags trøffel, der sælges til kilopriser på op til 30.000 kroner, er den hvide udgave, som har meget kort sæson i fra ultimo september til et stykke ind i december.

Som sagt er det den sorte af slagsen, der i øjeblikket kører på højtryk. Dette skulle selvfølgelig fejres med en middag arrangeret af BB-Vinimport på den københavnsk-baserede, italienske restaurant La Tombola A’Smorfia. BB-Vinimport, der er bosat i Dragør på Amager, importerer i dag vine fra større og mindre kvalitetsproducenter fra forskellige italienske regioner.
Blandt topproducenterne kan nævnes Gianfranco Soldera, Salvioni, Tabarrini, Marion, Casanova di Neri og Castello di Brolio. Ud over - selvfølgelig - Il Molino di Grace og Villa Medoro, som var inviteret med som hovednavne og -underholdning til denne søndags gourmet-middag.
Bag navnene gemmer sig to ganske dygtige, italienske vinhuse. Il Molino di Grace er fra Toscana, Villa Medoro er fra Abruzzo, og begge er blevet tildelt priser og præmier, også i den italienske vinbibel ”Gambero Rosso”. Og dermed var scenen sat til en ægte omgang ”Winemakers Dinner”.

Il Molino-huset beskæftiger sig hovedsagelig med druen Sangiovese, hvilken de generelt gør overordentligt godt. 5 forskellige vine, heraf 3 Chianti, var med i aftenens performance, og alle vine med hel- eller delvis overvægt af Sangiovesedruen og med en pris på alt ml. den lidt skøre pris 69,50,- til 239,-. Det andet af aftenens vinhuse Villa Medoro bød ligeledes ind med 5 vine, denne gang på Montepulciano-druen i prislejet 94,- til 119,-.

Il Molino, der blev præsenteret af Gerhard Hirmer, som er stifter af huset sammen med amerikaneren Frank Grace, laver hovedsageligt deres vine efter økologiske metoder, selvom dette ikke fremhæves på deres flasker.
Villa Medoro blev præsenteret af den ene ejer af BB-vinimport, Michael Bodholdt, der samtidig havde rollen som vært sammen med den anden ejer, konen Janne.

Det var disse vine som skulle ledsage den 4-retters middag på La Tombola, der i dagens og sæsonens anledning lod sig kraftigt inspirere af den sorte trøffel, der endda kom i den allerfineste udgave nemlig fra Norcia i Umbrien. Menuen blev præsenteret af La Tombola’s ejer, en glad og tiltalende pendant til den italienske mama, en jovial papa, der viste tydelig glæde og stolthed ved sin mad og sit fag.

Da vi jo var gæster i en italiensk restaurant, begyndte måltidet på stensikker, italiensk vis med en omgang antipasti, der her bl.a. bestod af skiver af en smørmør, tyndtskåret tun med trøffelolie, italiensk norciaskinke med trøfler, et stykke bruchetta med ost samt en stærk, pikant salsa omrullet med squash.
Gæsterne, som der var næsten fuldt hus af, inkl. undertegnede, var som en fin indledning blevet skænket et par hvidvine samt en god, frugtrig rosé, der var til den lettere ende og perfekt på en varm sommerdag, men nu tog vi hul på de mere sæsonsvarende røde vine.

Første vin i glasset var Il Volano IGT 2006 fra Il Molino, der også var aftenens billigste køb (69,50,- og 59,- ved 12 stk). Og hvilket køb. En god, letdrikkelig vin uden fadlagring. God intakt frugt, meget læskende og bestemt sine 70 kroner værd.
Antipasta’en blev - igen efter klassisk, italiensk forbillede - efterfulgt af en omgang pasta med pancetta og gode svampe i en lækker sovs med æg og olivenolie. Hertil blev frisk og gavmildt dosseret trøffel revet ud over pastaen ved bordene. Den dybe og jordbunds-lignende aroma fra trøflen passede perfekt til svampene og den fede sovs, og gav trøflen en oplagt mulighed for at spille med alle svampemusklerne.

Næste ret var en meget mør, farseret poussin med helt perfekte, grønne bønner til og ovnstegte kartofler, hertil igen friskrevne trøfler samt trøffelolie. En enkel ret, hvor smagen fra godt tilberedte råvarer bare fik lov til at brage igennem, og som gav plads til den delikate trøffelsmag.

Undervejs rundede en del forskellige vine glasset. Fra Il Molino fik vi chancen for at smage nogle af deres Chianti Classico’er, herunder to Riserva’er. Riserva-betegnelsen dækker hér over at vinen har lidt ”ekstra”, dvs. den har fået længere lagringstid på store eller små trætønder. Chiant’erne var generelt godt lavet, og man kan ikke undre sig over at BB, der er meget passionerede og vidende inden for italiensk vin, har valgt Il Molino til at repræsentere nogle af deres chianti-vine. Generelt for vinene gælder, at de er ret intense og tætpakkede og har en del alkohol. Frugten er overraskende intakt, med tydelige noter af røde frugter inkl. kirsebær (som er typisk for en Chianti). En smule restsødme er tilbage i vinen, som fint balancerer den halv-kraftige tannin, især for power-chianti’en ”Il Margone 2004” (215,-), der har et godt tanninbid i kinderne, men som igen indikerer, at det hér er vellavede vine, der kan holde et godt stykke tid. Vinen har modtaget de 3 eftertragtede glas i Gambero Rosso i både 2004 og 2005 årgangen, men ingen af dem er frigivet endnu. Il Molino di Grace holder meget længere på deres vine end andre toscanske producenter, og f.eks har de først lige frigivet 2005, hvor stort set alle andre har frigivet deres 2006-årgang.

Ville Medoro spillede ind med 3-glaspræmieret vin fra Gambero Rosso, som godt kunne lege med på Chianti’ens kvaliteter, men som dog virkede lidt ”fladere” op mod Chianti’ens friske syre. Et lidt svovlet indtryk kom næsen i møde i første omgang, men dette fortog sig dog lidt, efterhånden som vinen fik mere luft, og afslørede en dejligt krydret og ikke helt tør, fyldig vin, med gode kirsebærnoter.

Vi sluttede af med et godt udvalg af forskellige oste og lidt tilbehør. Til ostene kunne vi slubre de sidste, gode dråber af de to huses topvine, hhv. Gratius 2005 og Montepulciano Adrano Colline Teramane 2005. Begge kraftige og intense vine, hvoraf Montepulciano’en har fået 3 svært-opnåelige glas i Gambero Rosso-guiden. En vin der fremstod næsten helt sort i glasset, og som beholdt det kraftige indtryk i munden, hvor man kunne mærke kraftige tanniner bide i kinderne. Frugtnoterne var blevet erstattet af et gedigent vinøst udtryk, hvor muld og svampe gav en god jordbunds-fornemmelse, der samtidig blev fornemt accompagneret af en god, krydret sødme der var med til at balancere de lidt kraftige tanniner. Et interessant stykke bonusinfo er, at denne vin har et høstudbytte på 35 hl pr. hektar, dvs. samme mæbgde som de bedste, dyre brunello’er. Denne vin var endda udsolgt fra producenten i 2005-udgaven, men Michael fra BB lovede at årgang 2006 snart ville sættes til salg på hjemmesiden. Et udtryk for et gavmildt overskud, når potentielle købere bliver præsenteret for en vin, som ikke engang er i handelen mere. Michael kan dog nok være rimelig skråsikker, da vinen har modtaget tre glas i Gambero Rosso samtlige 4 sidste år. Så mon ikke der skulle være en god chance for, at 2006-årgangen også falder i de gode Gambero Rosso folks smag..?

Alt i alt en rigtigt vellykket aften, hvor klokken efterhånden havde rundet de 22, før jeg takkede nej til kaffe og tog turen hjem i regnen, som alle os gæster garanteret havde glemt mens vi varmede os i den gode stemning indendørs.
De omtalte vine kan købes på BB-vinimports hjemmeside, som under alle omstændigheder er et besøg værd.


LINKS

BB-Vinimport

La Tombola


Tirsdag d. 10 februar 2009 af: Sandra Skriver

Del denne historie på facebook

Der er ikke tilføjet nogen kommentarer.
Du skal være logget ind for at skrive kommentarer.
Log ind Tilmelding
Tip en ven:

Modtagers e-mail: Din e-mail:

Besked: