Din email adresse:
Hvor sætter du dit kryds ved næste valg?
Socialdemokraterne
Radikale Venstre
Det Konservative Folkeparti
SF - Socialistisk Folkeparti
Kristendemokraterne
Dansk Folkeparti
Venstre
Liberal Alliance
Enhedslisten
Ved ikke
3687 har stemt.

Bollinger Champagne


Kategori: Mad og drikke

Bollinger-champagnen, også kendt som ”the Champagne of James Bond”, rocker som aldrig før. Undertegnede var så heldig at blive sat i stævne med en del af husets årgangschampagner, klassikeren Special Cuvée samt husets franske salgsdirektør, i forbindelse med en Philipson Wine-smagning på Le Sommelier i København





Madame Lily Bollinger skulle efter sigende have udtalt:
”Jeg drikker Champagne Bollinger, når jeg er lykkelig. Og jeg drikker den også, når jeg er ked af det. Nogle gange drikker jeg den, når jeg er alene; og når jeg er sammen med andre, betragter jeg den som helt nødvendig. Jeg nipper til den, når jeg ikke er sulten, og drikker den, når jeg er. Ellers rører jeg den aldrig - undtagen når jeg er tørstig."



Denne signatur vidste ikke meget om Champagne og drikker det desværre ikke så tit som Madame Bollinger tilsyneladende skulle nyde de boblende dråber, så det var med glæde at jeg modtog en invitation fra Philipson Wine til at deltage i en Champagnesmagning på Le Sommelier i København med Philippe Menguy, Bollinger-husets franske salgsdirektør, der besøgte Danmark i forbindelse med denne smagning.

Anledningen var især husets nye Rosé, en fræk lyserød, næsten laksefarvet champagne lavet på et blend af Bollingers ”hus-champagne” Special Cuvée og 5-6 % af deres egen Pinot Noir. Den pirrende farve er altså ikke kommet pga. længere maceration, dvs. druernes skinkontakt med den pressede most, men altså ved direkte tilsætning af husets rødvin, Pinot Noir, som i øvrigt er Bollinger-husets foretrukne rødvinsdrue. De fleste af husets vine indeholder ca. 2/3 Pinot Noir, hvorfor Bollinger-vinene er kraftigere end andre Champagner. Bollinger producerer også en enkelt rødvin på Pinot Noir-druen. Den bliver kun produceret i de bedste årgange i Champagne-distriktet, sidste årgang Pinot-vine er fra 1997, og der blev kun produceret 5000 flasker!

Til smagningen blev vi præsenteret for et godt udvalg af husets Champagner, især en del årgangschampagner, hvor vi ramte årgang 1995, ’96, ’97 og husets ”La Grande Année ’99” samt årgang ’90. Den sidstnævnte ’90’er har en pris på 1750,- og derfor (desværre!) ikke en flaske man kan åbne hver dag. Medmindre selvfølgelig man har for vane at vinde millioner i Lotto, og da vi vist alle sammen kender odd’sene for at vinde i dér (selvom vi prøver alligevel), må vi nok til at se de hårde realiteter i øjnene. Det må jeg i hvert fald, suk…
Selvom man har en naturlig respekt for en 75 cl. flaske til 1750 kroner, blev alle vine smagt og vurderet på lige vilkår. Således var jeg som champagnenovice kommet i yderst kompetent selskab med flere professionelle smagere. Blandt smagerne gik diskussionen på hvilken flaske der var dagens ”vinder”, 1995’eren eller den ældste vi havde på bordet fra ’90, Alle vine vi smagte havde fine kvaliteter, men smagt op mod hinanden kommer nogle til at fremstå kraftigere, mere sødmefulde eller mere svage, og så er det éns personlige smag der tæller. Jeg faldt helt og aldeles for årgang 1990. Med 18 år på flaske havde champagnen udviklet en kompleksitet, som man slet ikke ser i non-vintage champagner, altså vine uden årgang, selvom disse dog også kan være ganske fantastiske. 90’eren var en potent, fyldig vin, med en velholdt frisk og sprød duft. De mange år havde sat et markant præg på vinen, som ikke længere havde mange frugtnuancer over sig, de var smidt overbord for at lade den rene champagnesmag træde frem.



Det er ikke en billig fornøjelse at drikke Champagne. Den billigste non-vintage kan man først tage med sig hjem når man lægger knap 400,- på bordet. Og så skal det lige indskydes at denne ”billige” champagne er lavet på hele 80 % af druer der kommer fra Premiers Crus og Grands Crus-marker, de to højeste klassementer i Champagne-distriktet, så det er altså ikke noget billigt sprøjt det hér.



Et fint tilbud er den nye Rosé, som kommer på markedet med et intro-tilbud fra Philipson på 485,- pr stk, hvor man så forpligter sig til at købe 6 på én gang. De flasker kunne undertegnede sagtens se ryge til fx en fest på terassen, mens man suger den sidste sommervarme og sol til sig. Dekadent og lækkert. Den frække rosé signalerer nemlig ”FEST” som ingen anden, og med sin duft af røde bær, sin friske syre og fine mineralitet er den kommet til verden på et helt retfærdigt grundlag.

Den dyreste champagne denne dag på 1750,- er nævnt, men prisen kan gå langt højere op, også i Bollinger-regi. Det er uvist om der overhovedet er en grænse, da de fineste årgangschampager fra de notorisk bedste årgange, er på det private marked, i private samlinger med yderst begrænsede flasker, der som oftest bliver solgt på eksempelvis auktioner.



Suk ja, champagne er en drik for guder - og de rige - og James Bond. Endnu en grund til at misunde den engelske agent. Champagne giver en smag men også en oplevelse, som man ikke helt kan få med andre mousserende vine. At sætte sådan en flaske på bordet kan gøre ethvert selskab livligere eller en dag lidt bedre. Champagne… Fordi end ikke jeg kan sige nej.

LINKS
Philipson Wine
Bollinger
Le Sommelier


Onsdag d. 3 september 2008 af: Sandra Skriver

Del denne historie på facebook

Der er ikke tilføjet nogen kommentarer.
Du skal være logget ind for at skrive kommentarer.
Log ind Tilmelding
Tip en ven:

Modtagers e-mail: Din e-mail:

Besked: