Din email adresse:
Hvor sætter du dit kryds ved næste valg?
Socialdemokraterne
Radikale Venstre
Det Konservative Folkeparti
SF - Socialistisk Folkeparti
Kristendemokraterne
Dansk Folkeparti
Venstre
Liberal Alliance
Enhedslisten
Ved ikke
3687 har stemt.

DTU Adventure Race 2002


Kategori: Kultur og sport

DTU Adventure Race 2002 blev afviklet d. 19. oktober. 88 hold var tilmeldt 24 timers konkurrencen, og samtlige deltagere fik fuld valuta for pengene.




DTU Adventure Race 2002 blev afviklet d. 19. oktober. 88 hold var tilmeldt 24 timers konkurrencen, og samtlige deltagere fik fuld valuta for pengene. Løbet blev afholdt som et stjerneløb med Danmarks Tekniske Universitet som base, på kort og lang distance (hhv. 160 km. og 240 km). Bossman deltog i skikkelse af sportsskribent Mads Krogh Nielsen.



DTU Adventure Race er opbygget som et multisportsløb, hvor deltagerne selv skal orientere sig på de to ruter fra check-point til check-point. Disciplinerne var i år natorienteringsløb, rulleskøjteløb, træklatring, bueskydning, flådesejlads, svømning, mountainbike og kano. Natten mellem den 19. og den 20. oktober faldt temperaturen til -5°C, hvilket betød isglatte veje, snefald og is i deltagernes vanddunke. Disse fysiske rammer gav anledning til et usædvanligt hårdt løb, hvor deltagerne var udfordret til det sidste. Vinderne af DTU Adventure Race 2002 blev på den lange distance Team Harboe Løberen 1 og for den korte distance Green Team.

Klokken nærmer sig 18:00 - det er lørdag aften, og trappen ved DTU i Lyngby summer af liv. Ca. 200 mænd og en lille gruppe kvinder, alle med meget lidt fornuft i deres hoveder. Landets største Adventure Race starter om få minutter, og flertallet har meldt sig frivilligt...

Jeg står der sammen med Klaus og Karen.. En udfordring på e-mail gjorde det umuligt for mig at sige nej. Gruppepres er en grim ting. Stakkels Karen er endda med på et afbud. Hun havde kun fået en enkelt uge til at forberede sig i. 24 timer er lang tid i konkurrence, hvis man ikke føler sig 100% velforberedt. Vi har nu alle tre fundamentet i orden. Klaus er sportsklatrer og Sjælland Rundt veteran, selv har jeg netop afsluttet årets triathlon-sæson. Karen spiller floorball og altså meldt til i sidste øjeblik. Men ingen af os har prøvet dette før. Det skulle vise sig at blive en hård debut.

Konkurrencen
Starten gik, og hele trappen satte i bevægelse. En indledende 10 km tur skulle skabe spredning på holdene. Vores strategi var hele vejen at have ”højt til loftet” - overskud til hele turen. Allerede 8 timer inden start havde vi fået udleveret ruten, og vi regnede hurtigt ud, at kanoturen var sidste post. Det blev til et mantra for os, at ”vi henter dem i kanoerne”.

Det var meget interessant at se de forskellige holds strategier. Løbets favoritter var hurtigt væk. En stor gruppe holdt maraton-tempo på de 10 km. Så kom vi i et felt af antageligt glade amatører, og sidst var der grupper med meget finurlige strategier. Èn gruppe stillede op i vandrestøvler og foregav at ville gå alle 40km. Et andet hold var udstyret med hver sin camel-bag - en 5 liters vandbeholder på ryggen. De løb heller ikke så hurtigt efter et par km. Vi spottede hurtigt et par af de andre mix-hold, og holdt kontakt til dem. Disciplin #2 var bueskydning. Denne disciplin var en overraskelse for alle hold. Vi udnyttede Klaus' begynderheld/dygtighed og lod ham skyde de fleste pile. Det gav gode points. Tilbageturen til DTU foregik i langsomt løb - nu skulle kongeetapen gennemføres.

Peter's Bike Supply
Checkpoint #3 var placeret helt oppe i toppen af Sjælland, ved Mårum Station i Grib Skov. Intet problem på racercykel, men det var kun tilladt at checke én cykel ind pr. deltager, og en af disciplinerne var 12km MTB tur. Jeg ejer ikke en mountainbike, så jeg måtte finde mig en hovedsponsor! Peter fra Tri-klubben stillede uden at blinke sin enormt fede Scott cykel til rådighed. Med click-sko og tri-bøjle havde jeg nok en af løbets hurtigste cykler på landevej. Peter's Bike Supply - denne gang cykelforretningen på Østerbro - forbarmede sig over os og støttede os med tre sæt Slick-dæk, da de hørte, hvad vi havde rodet os ud i. Det skulle vise sig at være dagens vigtigste udstyr. Med Karen som sikker navigatør nåede vi hurtigt Hillerød i nattemørket. På vejen overhalede vi flere hold, der med sine konventionelle MTB dæk sad hårdt i det. Vores slick-dæk gav næsten cyklerne racer-hastighed, og endnu vigtigere: vi blev ikke smadret i lårene. Klokken var mange, og det blev koldt. Allerede ved Geels bakker var vi blevet ramt af et haglvejr. Nu sneede det blidt. Heldigvis havde jeg min ansigtsmaske på, så jeg lagde mig forrest og tog vinden for de andre. Det kolde vejr udgør en ny udfordring, som de færreste tænker på: Man bruger mere energi, når det er koldt, så man går sukkerkold hurtigere. Vi havde et hav af sandwichs med - særligt Klaus' banan-chokolade sandwich var et hit.

Orienteringsløbet i Grib skov blev til gengæld noget af en maraton for os. Vi kunne tælle på antallet af cykler ved checkpoint'et, at vi lå langt fremme. Det gjorde os overmodige. Vi løb af sted efter de første poster og blev straks ramt af nemesis. Allerede på første post tabte vi al den tid, vi havde vundet på den lange cykeltur. Fra da af, gik vi mere forsigtigt til værks. Efter 3½ time havde vi endelig fundet alle poster. Havde vi været med før, ville vi nok have droppet den meget svære post 4 (som tog os en time at finde) for i stedet at løbe nogle strafrunder, men vi troede, at man blev diskvalificeret, hvis man mistede en post.

Efter en kort pause i Mårum, begav vi os sydpå igen. Vi havde bemærket, at de fleste hold kørte en anden vej end os og i forsøget på at finde denne smutvej, endte vi på den forkerte side af Esrum Sø... En omvej på ca. 10 km. Vi valgte at tage det med godt humør og nød den måneskinsbelyste nat på hjemturen. Undervejs nåede klokken at passere 4, og termometeret viste minus 5 grader i Hillerød. Vores drikkedunke frøs til is, og vi sendte overbærende tanker til de tre gutter med camel-bags. Tog vi ikke meget fejl, ville de lige nu cykle hjemad med 3x5 liter drivis på ryggen. Noget af en kold oplevelse... Outfitting is everything!!

Ved Geels bakke - kun få km fra DTU - var vi ved at gå helt ned. Energien var på sit laveste, og der var stadig 14 timer tilbage af konkurrencen. Ved et tilfælde fandt vi 3 stykker chokoladekage, som Klaus havde taget med. Det virkede helt magisk på vores motivation at stoppe 3 minutter og spise det stykke kage. På uforklarlig vis var vore batterier pludselig ladet op igen. Vi var overtrætte og ankom til DTU højt gjaldende forskellige cyklist-sange. Som belønning for at gennemføre Checkpoint 3 havde vi foræret os selv en halv times pause i soveposerne. Klaus varmede saftevand, og vi spiste pasta til. En ny milepæl i vores begynderheld indtraf, da vi besluttede os for at tage 10 minutters powernap. Jeg holdt øje med klokken, imens de to andre sov. Derefter blundede jeg, imens de gik på toilettet, fyldte flasker etc. Effekten af de 10 minutter svarede til 3-4 timers normal søvn. Vi havde igen overskud til at fortsætte trods den lange, kolde cykeltur. Rundt omkring os lå flere hold, som tydeligvis ikke havde tænkt sig at stå op lige med de samme. Senere skulle det vise sig, at mange af disse udgik efter først én gang at have smagt den dybe søvns sødme.



De næste 3 øvelser forløb i hurtigt tempo og overraskende smertefrit. Først flådesejlads - 2 på holdet skulle ligge helt vandret i en flåde, der meget hurtigt kunne kæntre, og trække sig via et tov over til en lille ø og tilbage. Så - få km derfra - en våd og kold vandgang. 50 meter ude i Furesøen var der en blinkende bøje. Den skulle én fra holdet ud og røre, og tilbage igen. Det tog ikke lang tid, og heldigvis havde jeg skiftebukser med... I øvrigt gjorde det ikke den store forskel, for umiddelbart efter begyndte det at regne. Derefter var det mountainbike-turen på 12 km. Her var vi heldige først at nå frem, da det blev lyst. Vi mødte et hold, der havde brugt 4 timer på de 12 km, fordi de ikke kunne se afmærkningerne om natten. Vi frygtede på forhånd, at vore slick-dæk netop her skulle blive en akilleshæl for os, men vi kom igennem med kun et enkelt slangeskift - i øvrigt en ventil der knækkede... Jeg havde - set i bakspejlet meget naivt - forsøgt at skåne den lånte cykel ved at gå udenom et mudderhul. Den alternative rute gik igennem et pilekrat, der altså ville det anderledes. En gren knækkede ventilen, og resten af holdet var flade af grin - og meget beskidte...

Efter MBK turen var vi igen over-optimistiske, med kun 2 øvelser igen. Vi skulle til Birkerød og overvejede at køre direkte videre uden at skifte tøj. Stor blev vores overraskelse, da vi fik at vide, at vi skulle løbe derop.

En halv maraton på så sent et tidspunkt i konkurrencen virkede totalt uoverskueligt. Samtidig vidste vi, at det var en klatretur, der ventede os, og selv om Klaus er en erfaren klatrer, var det tydeligt, at højder ikke hørte til holdets styrker. Det var svært at motivere sig til løbeturen mod Birkerød, så vi valgte en taktik med skiftevis at gå 2 minutter, og løbe 2 minutter. Intervallerne blev ændret lidt undervejs, og vi tilbagelagde de 10½ km på ca. 2 timer. Træklatringen var i princippet en overskuelig øvelse. Op i et ca. 3 meter højt træ - hen over en wire ned ad en skrænt til et 6 meter højt træ, og så skulle vi bare give slip og lade os hejse ned af guiden.

Men højdeskrækken, konkurrencepresset og ikke mindst det meget sene tidspunkt gjorde opgaven umulig for Karen. Hun er før blevet pillet ned fra en klatrevæg, og her blev opgaven ganske enkelt uoverskuelig. Karen pressede sig selv ud over den grænse, vi fra starten havde aftalt, at vi skulle respektere alle sammen. Ikke mindst fordi hun på det tidspunkt troede, vores hold ville udgå, hvis ikke alle kom op i træet.

Løbsledelsen trådte i karakter, og kunne glæde Karen med, at under de givne omstændigheder ville det blive takseret til 5 minutters tillæg i vores samlede tidsregnskab. Alle var glade igen, da vi løb hjemad - og overraskende nok løb vi hurtigere hjem, end ud.

Tilbage ved DTU skulle vi opleve dagens eneste skuffelse. Vi ankom med omtrent 2½ time tilbage af konkurrencen. Kanoturen var sidste opgave, og vi fik at vide, at det ville blive umuligt for os at gennemføre. De hurtigste havde padlet på ca. 3½ time hidtil. Vi valgte alligevel at tage derned for at gennemføre de 24 timers konkurrence. Men kano-udlejningen havde taget konsekvensen og simpelthen lukket for udlejningen. Vi måtte skuffet stå tilbage på å-brinken og spejde efter konkurrenterne, der sejlede væk i det fjerne. Sådan et race er først og fremmest et 24 timers løb. Hvis man er halvvejs igennem, når der er gået 24 timer, kommer man også i mål - så er man bare ikke så højt oppe på resultatlisten som dem, der kom i mål efter 22 timer.. Så joeh.. vi kom i mål.. Men vi fik ikke lov til at bevæge os fremad de sidste 3 timer af konkurrencen, og det kan godt ærgre mig, for jeg er sikker på, at vi kunne have lammetævet 3-4 både foran os på de sidste 12 km. Det havde vi jo aftalt helt fra start af...

Skuffelsen varede kort, for efter ganske kort tids ærgrelse, overtog den fede fornemmelse man får i hele systemet, når man har gået efter et uoverskueligt mål - og gennemført. Vi havde alle 3 brudt flere grænser undervejs og bevæget os på ydersiden af vores formåen. De tre sidste timer i kanoen var i og for sig uvæsentlige, for vi vidste, at vi havde gennemført, hvis vi var kommet på vandet. Vi voksede alle 3 yderligere et par centimeter, da vi erfarede, at vi blev placeret i den bedste tredjedel af de deltagende hold. Det havde vi ikke regnet med - og i øvrigt heller ikke holdt øje med, undervejs.

Forberedelserne
I løbet af konkurrencen skete det flere gange, at andre omstændigheder end den rå muskelkraft gjorde forskellen på succes og fiasko. En stor del af sådan en konkurrence ligger i forberedelserne. De 24 timers aktivitet byder på så mange forskelligartede udfordringer, at udstyr, beklædning og ernæring er afgørende for gennemførelsen. Samtidig kan man vinde meget på at have trænet disciplinerne som hold. Vi kunne ikke nå at forberede os sammen på det fysiske. Til gengæld kunne vi forberede os på det mentale. Det gjorde vi over en god middag i ugen op til løbet. Vi fik snakket om styrker og svagheder. Vores største udfordring lå i, at vi havde meget forskellige niveauer i stort set alle discipliner. Det gjorde vi til vores styrke i stedet. Vi dækkede konkurrencen med hver vores specialer, så vi ville aldrig være på helt bar bund. Min styrke lå i det fysiske overskud. Karen tog føringen, når vi anvendte kort og kompas, og Klaus markerede sig meget stærkt i de tekniske discipliner - bueskydning, træklatring, samt på cykelturene.

Det mentale
Selvfølgelig diskuterede vi inden, hvad for noget tøj vi skulle tage på, men vigtigst var det, at vi fik snakket om, hvad man gør, når man begynder at blive træt. Vi gav hinanden lov til at melde ud, når tempoet var for højt - noget, der ikke altid er lige let, hvis éns holdkammerater i 15 timer konstant har været lige lidt stærkere end én selv.. Så bliver man til sidst lidt bitter...

Netop den aftale hjalp os meget som hold. Vi udnyttede hinandens stærke sider frem for at fokusere på de svage. Dem med overskud, skubbede den i krise, på cykelruten og løbeturene, i stedet for at skulle vente på den svageste.

Vores allerstørste force her var nok, at Klaus og jeg har boet på kollegiegang sammen i 4 år, og at Klaus og Karen som studiekammerater har været helt alene på en norsk forskerstation nær polarcirklen i 3 måneder... De havde ligesom fortalt hinanden de sandheder, der måtte være at fortælle... og jeg tror, det var vigtigere at have den slags oplevelser i bagagen, end at have løbet en maraton sammen.

Samtidig kunne vi igennem døgnet observere, hvordan mange af de rene herrehold slog revner og helt gik i opløsning efterhånden, som trætheden trængte sig på, og den svageste i gruppen (og sådan én er der altid) blev mere eller mindre officielt udkåret som holdets klods om benene... Enten opstod der enighed om, at nu var det tid til en sovepause, eller også sprængtes deres grupper simpelthen ved, at én eller flere gav op... Der var en lav gennemførelsesprocent, og det tilskrev vi ikke skader, men derimod i høj grad teamwork problemer. Mix-holdene havde i øvrigt meget få frafald. Det kan virke banalt set fra sidelinien, at teamwork er vigtigt i en 24 timers teamkonkurrence - nærmest lidt kliché-agtigt. Men der kan være langt fra teori til praksis, når gruppen bliver presset over så lang tid. Nej, vel er det ikke fair at stikke til den langsomste konstant. Der er heller ikke nogen, som gør det af ondskab, men det er dét, som viser sig at være overraskelsen for langt de fleste hold. De tror, de har trænet hårdt fysisk sammen og hver for sig, og at det kan sikre dem en let tur, men ingen af dem har selvsagt prøvet at bevæge sig helt derud, hvor hjernen lukker delvist ned af træthed.

Det er præcis her, man finder en Adventure konkurrences berettigelse. I vores moderne behageligheds-samfund kan vi nok forholde os til fysiske udfordringer i fritiden. Alle vore små særheder og fobier har vi også bearbejdet op igennem 90'erne - med faldskærmsspring, bungee-jump og flyskræk-kurser. De sande udfordringer ligger i det sociale spændingsfelt imellem at være i stand til at acceptere andres behov og grænser, og selv være i stand til at formulere sine - frem for at ende i den team-mæssige fallit, hvor man melder sig ud af gruppen eller stiller urimelige krav for at få resten af holdet til at makke ret.


Mandag d. 11 november 2002 af: Mads Krogh Nielsen

Del denne historie på facebook

Der er ikke tilføjet nogen kommentarer.
Du skal være logget ind for at skrive kommentarer.
Log ind Tilmelding
Tip en ven:

Modtagers e-mail: Din e-mail:

Besked: